fredag den 12. juni 2009

Kommunens papirlapper blafrer i vinden

Regnen drypper og vinden rusker. Nogle af cyklerne, der står parkeret i området omkring Banegården i Århus, er blevet mærket af kommunen.

En lille papirlap er hæftet fast til cyklernes stel. Budskabet er, at bliver cyklen ikke fjernet inden en bestemt dato, vil kommunen sørge for at den forsvinder.

Formålet er godt nok. Midtbyens cykelstativer, specielt dem ved Banegården, er tilsyneladende stedet, hvor mange tohjulede køretøjer ender deres dage. De er groet fast og ruster langsomt op.

Derfor er det fint, at kommunen prøver at identificere dem. Spørgsmålet er bare om lapper af papir er den rigtige måde at gøre det på.

Regn og ruskende vinde får mange sedler til at forsvinde, inden tidsfristen er udløbet. Folk med trang til at rykke i papirlapper hjælper også på vej. mange sedler forsvinder. Så kan kommunens folk begynde forfra med endnu en seddel og i øvrigt bede guderne om godt vejr, indtil tiden er gået.

Kan det gøres smartere. Ja, i København bruger de skriggul plastiktape til at løse samme opgave. Vinden kan ikke slide det af, og plastik afviser regnvand.

Hvorfor bruger Århus ikke den københavnske løsning? Jeg har spurgt kommunen, men indtil videre blæser deres svar, ligesom deres papirlapper, i vinden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar