Lørdag aften. Den gode mad er spist, men rødvinen er stadig på bordet sammen med boblevandet, der kommer fra samme land som årets første jordbær.En af gæsterne, Thomas, er musiker, og han siger ja til at få sønnens nye, brugte i guitar i bedre stemning.
Mens han sidder og skruer på strengene, snakker vi andre videre om på hvilket niveau, vores musikalske kunnen befinder sig. Thomas kone, Ulla, fortæller, at hun spiller lejrbåls-guitar - men heller ikke mere.
Uden at tænke over det, nynner jeg: "Ulla spilled' guitar, det lød ikke særligt gooodt...".
"Helle spilled' guitar..", lyder det ligeså spontant fra de andre.
Thomas har i mellemtid fået styr på strengene. Han tager tråden op, slår akkorderne an og så står dørene til vores fælles erindring på vid gab:
"Jeg sad ved andet bord i rækken, det var tredje skoledag.."
"Kender du det?"- Det gjorde vi.Uden de store problemer sang, spillede og grinede vi os gennem Søren Kragh-Jakobsens klassiker om Mona.
Man kan diskutere længe og inderligt, hvad god musik og god lyrik egentlig er for nogle størrelser. Efter min mening kan der ikke være tvivl om, at et nummer har kvalitet, når det bliver husket 30 år efter udgivelsen, og -er det min fornemmelse - stadig har noget at sige til den generation, der i dag har stemmer i overgang, forkert hår og tøj.
Forklaringen er enkel: Historien er god, den bliver fortalt i billeder, omkvædet fænger og så er melodien ligeså god, som den er enkel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar