Søndagens tur til Givskud Zoo gav som sædvanlig en spændende indsigt i en række dyrearters sociale adfærd.Det gælder både dyrene i bur og indhegninger og de dyr, de går frit omkring i parken i flokke og familier. Mennesket folder sig ud i al sin pragt og man får grundig indsigt i, hvor forskelligt arten griber for eksempel tilretningen af sin yngel an.
Når en ung berberabe uforvarende hopper ned på ryggen af flokkens alfahan, der slapper af i græsset, falder reaktionen promte: Den unge lømmel bliver jagtet og kun hans hurtighed redder ham fra den fra en hård, men i abeverdenen sikkert retfærdig straf.
Også udenfor indhegningen bliver der også slået hårdt ned på ungdommens udskejelser.
- Emil for fanden. Du da regn' ud, at du ikke må skub' te' et bord, hvor der står no'e varmt.
Det kunne Emil tydeligvis ikke. Den cirka fem-årige dreng havde ikke formået at gennemskue konsekvenserne af sine handlinger, da han - måske - satte sig lidt for uforsigtigt ved det vakkelvorne cafébord.
Beskeden om Emils fejl bliver afleveret med en volumen, der kunne få den store hanløve i indhegningen lidt derfra til at stikke halen mellem benene.
Hos mig udløser den en stille undren over, hvor grimt mange forældre taler til deres børn. Af en eller anden grund er det en udbredt antagelse, at volumen kombineret med et arrigt tonefald og et antal af sprogets mere farverige gloser er den bedste metode til at udvikle poderne til ordentlige mennesker.Studierne udenfor hegnene i Givskud viste dog, at langt de fleste forældre klarer deres børneopdragelse uden at gribe til en verbal udgave af abealfahannens afretning af sit afkom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar